Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Gallerist: Jeg fik et sprog til at formidle kunst

Kunstnørderi på universitetet har været medvirkende til Jacob Bjørns succes med at starte eget galleri. Han mener dog, at de humanistiske uddannelser kan blive endnu bedre til at klæde de studerende på til arbejdsmarkedet.

26.05.2015 | Cecilie Asaa

Foto af gallerist Jacob Bjørn foran et kunstværk i galleriet.

Jacob Bjørn har succes med at drive galleri med en international profil i den tidligere Ceres-bygning i Aarhus.

Når man træder ind i Galleri Jacob Bjørn, bliver man mødt af store, lyse og højloftede industrielle rum. Galleriet holder til i to rummelige lokaler i den tidligere Ceres-bygning i Aarhus. Her sælger den energiske ejer Jacob Bjørn abstrakt kunst af yngre kunstnere.

Der er højt til loftet i galleriet i mere end én forstand. På under fire år er galleriet gået fra lille vækstlagsgalleri til stort galleri med en international profil. Jacob Bjørn har sat alt på spil for at nå et internationalt marked fra sit spot i provinsen. Og han har succes med sit projekt, for på bare et halvt år har han skabt et internationalt galleri i Aarhus, der giver et lille overskud.

For Jacob Bjørn har det været naturligt at lave forretning ud af sin viden om kunst. Han hoppede ud på dybt vand, men det er vigtigt for ham at kunne omsætte sin kunstviden til konkret business.

Viden om kunst

Jacob Bjørn har læst Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet og er ikke et øjeblik i tvivl om, at det teoretisk tunge fag har givet ham en fordel som galleriejer.

”Der var masser af teoretisk nørderi på Æstetik og Kultur, og det har klart givet mig en forståelsesramme og et sprog til at formidle kunst,” fortæller Jacob Bjørn.

Men han kan samtidig se, at den professionsbachelor i Branding og Marketing Management han har med sig fra TEKO i Herning også spiller en rolle for galleriets succes. For på TEKO var der hands-on fokus på at gøre produkter relevante for verden, ligesom der er det, når Jacob Bjørn gør kunst interessant for galleriets kunder.

Twist de teoritunge uddannelser

Jacob Bjørn taler om Æstetik og Kultur med glæde i stemmen. Det er tydeligt, at det har været en uddannelse, der har givet ham en grundig kunstforståelse.

”Det var fedt at læse alle kunstteoretikerne og bruge deres pointer til at sætte kunsten i perspektiv. Det er nyttig viden til at drive mit galleri. Men uddannelsen kunne med fordel have større fokus på arbejdsmarkedet,” forklarer Jacob Bjørn.

Rust de studerende bedre til arbejdsmarkedet

Selv er Jacob Bjørn hoppet hovedkulds ud i galleriverdenen. Han havde intet forkendskab til branchen og troede, at han kunne definere en bestemt type kunst som det nye smarte.

Han kan nu se, at han var for uerfaren i starten. Men efterhånden har han fået slået sig fast i branchen med både invitationer til at deltage på store kunstmesser og salg af kunst til kunstmuseet Aros, Skejby Sygehus og internationale kunder.

”Jeg forventer ikke, at andre tager lige så store chancer, som jeg har gjort. Men mit råd vil være, at humaniora bliver endnu bedre til at ruste de studerende til at forstå, hvordan de omsætter den teoretiske viden på arbejdsmarkedet. Man ville få endnu mere kyndige kandidater ud af at matche dem med det marked, der er uden for universitetet,” siger Jacob Bjørn.


Om Galleri Jacob Bjørn

  • Galleri Jacob Bjørn slog dørene op til den første udstilling i september 2014.
  • Forinden drev Jacob Bjørn i tre år galleriet Lunchmoney i Vestergade i Aarhus.
  • Ideen til galleriet opstod, fordi Jacob Bjørn undrede sig over, at der ikke var et galleri i Aarhus med en international profil.
  • Galleriet sælger moderne abstrakt kunst af unge danske og internationale kunstnere som Jan S. Hansen, Nick Theobald og Ted Gahl.

Læs mere

Arts